Uanset om det er natur, storby eller kultur, der står på ønskelisten er hotellerne et fremragende udgangspunkt for oplevelser i Danmark. Tivoli er klart den mest besøgte attraktion
i landet med over 4,6 millioner gæster i 2016. På andenpladsen finder man en anden forlystelsespark i form af Dyrehavsbakken, der havde cirka 2,5 millioner besøgende. Uden for hovedstaden er det største trækplaster Legoland i Billund, der havde besøg af 1,7 millioner klods-glade gæster.
Kysten er klar
Oplevelserne behøver dog ikke høre til de mest populære for at være et besøg værd. Selv om Danmark måske ikke byder den samme vilde natur, som naboerne i Norge og Sverige, er der masser af naturoplevelser at hente. Kyst- og naturturismen stod i 2016 for hele 37 millioner overnatninger, og de turister, der kommer til Danmark for at opleve naturen, kommer dels for at slappe af, men også i høj grad for at være aktive. I gennemsnit foretager kyst- og naturturisterne 10 aktiviteter eller oplevelser i løbet af en ferie, og Danmarks kyster og natur er populære. Det understreges af, at hele 86 procent af de udenlandske turister, som vælger at tage på ferie ved kysterne, har været på ferie i landet før. For danske turister er tallet helt oppe på 98 procent.
Byferie og kultur
En anden populær ferieform er byferien. De fire største danske byer, København, Århus, Odense og Aalborg havde i 2016 7,4 mio. overnatninger fra udenlandske turister. De kommer for at studere kulturen i trygge rammer og måske gå på jagt efter den særlige danske hygge. Den foretrukne overnatningsform er hoteller, og der foretages i gennemsnit 2.5 overnatninger pr. turist.
Business og pleasure
De store danske byer tiltrækker desuden hvert år en lang række internationale konferencer, og også den del er med til at sende udenlandske forretningsfolk til Danmark. Sammen med sæsonarbejdere og folk, der er på forretningsrejse eller kundebesøg, stod erhvervsturismen i 2016 for 7,1 overnatninger. Det anslås, at denne type gæster i gennemsnit forbruger 2.150 kroner på et døgn. 16 procent af erhvervsturisterne vælger at udnytte besøget i Danmark til at kombinere arbejde med ferie.
Flot og gratis
Og der er masser af seværdigheder, som både er flotte og gratis. Det store amerikanske medie CNN har udpeget 18 af de mest smukke steder i Danmark og besøger man dem alle sammen, kommer man hele landet rundt, og der er med garanti altid et hotel lige i nærheden. Vil man kombinere oplevelse med hotelophold, er der også mulighed for det i Horsens, hvor man i det gamle statsfængsel har indrettet en af cellerne til hotelværelse og dermed givet interesserede chancen for at prøve en nat bag tremmer. Prisen ligger på 850 kroner, hvis man synes det lyder fængslende.